A-Cat EM i Warnemünde

I forbindelse med dette års Warnemünder Woche blev A-Cat EM afholdt i dagene 8. - 13. juli.
Mange (især fra de sydlige egne) var tilrejst i god tid, men det havde blæst kraftigt siden om onsdagen før, så de havde ikke kunne komme på vandet og træne. Men søndag eftermiddag, da der skulle være practise race, så vejret fornuftigt ud, og sejladsen blev skudt i gang i mellemluft med den klassiske korte stejle sø Warnemünde er kendt for.
Lars Schrøder kom godt afsted og ankom til første topmærke på en 3. plads. Lidt problemer på læns kostede dog nogle placeringer hvorimod Thomas Paasch fik sejlet sig op og var 2’er anden gang ved topmærket. Alt i alt tydede det godt, men vi ved også alle at der foregår mærkelige ting under et practise race, men det var tydeligt at flere af de europæiske sø sejlere havde problemer med bølgerne.

Americas Cup vinder og 9 dobbelte verdensmester Glenn Ashby ankom søndag morgen med en sprit ny DNA F1x. Den var så ny så den knap var færdig, og helt sikkert også havde en del børnesygdomme som skulle klares før den var som Glenn gerne ville have den. Han arbejdede til ud på natten med at finjustere systemer og slibe på foils.
Mandagens sejladser blev aflyst pga. for megen vind (24-29 knob) og tilhørende bølger. Feltet talte også verdens hurtigste sejler Paul Larsen (Sailrocket), som er utrolig sympatisk, entusiastisk og altid med højt humør. Han kiggede ud over vandet og udtalte: “Let’s go for it - it’ll be one of those days to remember! The day you put your head through the mast, how could you ever forget”, og så sluttede han som sædvanlig af med et stort grin.

Tirsdag var vejret endelig sejlbart og feltet på 95 både drog ud til “course Golf” hvor vi skulle sejle. Ikke overraskende var alle sejlere overivrige da vi ikke fik sejlet på dag 1, så første start blev en general recall. Resten af EM startede banelederen konsekvent med flag U...
Da bådene vente om for at starte igen havde Frank Lavrsen en uheldig kollision der førte til at de forreste 20 cm af det ene skrog knækkede af, og han var dermed allerede ude af EM 2018 inden det rigtig kom i gang.

Første sejlads blev afholdt i mellemluft, men både vind og bølger tiltog jævnt over dagen, og i tredje sejlads var vi oppe i underkanten af klassen maks limit, og især bølgerne gav mange sejlere problemer, da de var korte og stejle.

Glenn Ashby virkede upåvirket af forholdene, og trods bølger lykkedes det ham som eneste deltager at foile med succes på kryds. Allerede på første opkryds havde han skabt et hul ned til resten af feltet, og hans 3 førstepladser var aldrig i fare.

De danske deltagere var lidt længere ned af listen. Thomas Paasch havde en stabil serie der gav en 10. plads, Peter Boldsen lå omkring 1/3 nede af listen, Morten Kohlenberg i 60’erne og Lars Schrøder havde indkasseret en tyvstart og en udgået hvilket gjorde det svært...

Onsdag var billedet lidt anderledes. Vinden var middel til at starte med, men i løbet af sejladserne aftog den. I slutningen af anden sejlads var det ikke længere muligt at foile. Glenn Ashby havde en skade på det ene rorbeslag i løbet af 2. sejlads. Det lykkedes ham at få kontrol over delene og han fuldførte sejladsen med kun 1 ror men stadigvæk på en 3. plads.
Der var ikke meget luft tilbage, og feltet blev sendt på land. Ikke pga. manglende vind, men da vejrmeldingen lovede at der skulle komme hård luft - det skete dog ikke.

Hvad vi ikke viste på nuværende tidspunkt var at det skulle bliver vores sidste sejlads ved dette EM. Torsdag sad vi hele dagen på stranden med udsættelses flaget oppe pga. manglende vind. Fredag var starten rykket frem men vi startede med en udsættelse pga. for meget vind. Efter en time blev vi sendt ud, men inden starten gik, blev vi igen sendt på land og kl. 13 blev stævnet skudt af.
Få minutter senere var vejret perfekt, og mange tog ud og sejle for sjov - skæbnens ironi!

Dermed var kun 5 af de planlagte 12 sejladser gennemført, og stabilitet blev præmieret da der ikke blev nogen fratrækker.

Glenn Ashby (AUS)
Manuel Calavia (ESP), første europæer
Maciej Zarnowski (POL)

9. Thomas Paasch
34. Peter Boldsen
53. Lars Schrøder
61. Morten Kohlenberg

Samlede resultater: http://www.a-cat.eu/en/ergebnisse/

Video klip
Practice race: https://vimeo.com/278955179
Day 2: https://vimeo.com/279357908
Day 3: https://vimeo.com/279612594
Day 5: https://vimeo.com/279927952